Der er flere opsigtsvækkende klimaaktioner i vente for danske storbyer, og selvom aktivisterne fremmer den grønne omstilling, kan det være til skade for andre græsrodsbevægelser med et politisk budskab, mener eksperter.

– Fuck jeres penge! Råber en ung kvindestemme pludselig fra en megafon. Ordene afbryder summen fra menneskemængden omkring hende og runger ned gennem Strøget i København. I et øjeblik er der død stille, alles øjne er rettet mod de cirka 40 klimaaktivister, der har samlet sig for at demonstrere denne fredag eftermiddag.

Størstedelen af demonstranterne er ældre pensionister fra organisationen Bedsteforældrenes Klimaaktion. Iført praktisk fodtøj og varme vinterfrakker kigger de forfærdede på de fem unge kvinder fra Fridays For Future, der hiver endnu en megafon frem og gentager deres kampråb i kor.

– Fuck jeres penge! I har klimagæld! Jeres grådighed, slår kloden ihjel!

Mogens Jørgensen, som har arrangeret demonstrationen for Bedsteforældrenes Klimaaktion, skynder sig over til de unge demonstranter, der har samlet sig omkring en nyligt ankommet Soundbox. Han har brugt dagen på at køre rollatorer ind til Rådhuspladsen, så bedsteforældrene kan gå i rad og række med deres rollator ned gennem Strøget, i en såkaldt rollatormur. Men skældsord og udskamning skal ikke være en del af den demonstration, han har arrangeret.

– Det går vi ikke ind for, hvis jeg gik herinde og skulle købe noget, så ville jeg blive sur over den opførsel. Det skubber folk væk, og så er de ikke modtagelige overfor vores budskab, siger han.

De unge demonstranter vil fortsætte med kampråbene og bliver enige om at gå 15-20 meter foran bedsteforældrene, når de skal marchere gennem strøget.

– Det er helt naturligt, at bedsteforældrene ikke synes om vores kampråb, de kommer fra en anden generation og har en anden måde at lave aktivisme på, siger Martha Palving, der er dagens kontaktperson for de unge Fridays For Future demonstranter.

I modsætning sin ældre pendant tror hun, at kampråbene har en positiv indvirkning på de handlende.

– Nogle vil måske blive forargede, men for andre vil det måske også sætte tankerne i gang, netop fordi det er så provokerende, siger hun.

Mogens Jørgensen går tilbage til de andre bedsteforældre og tager plads i rollatormuren, der om et øjeblik skal presse strøgets handlende ud til siden og minde dem om klimaforandringerne. Bedsteforældrene har stillet sig ved indgangen til strøget og deres rollatormur fylder lige knap hele gadens bredde, fra 7-11 på den ene side til Burger King på den anden.

Foran dem er Danmarks længste handelsgade på en af årets travleste shopping-dage. Det er nemlig ikke en tilfældig fredag, bedsteforældrene har valgt at demonstrere på. Det er Black Friday, og der er også sort af mennesker på strøget.

– Vi bruger det her forbrugscentrerede event til at minde folk om, at vi har en buldrende klimakrise, og selvom man kan få et godt tilbud, kan man lige overveje, om det virkelig er nødvendigt, siger Mogens Jørgensen.

Mens rollatorhjulene rammer strøgets fliser, ringer rådhusklokkerne i baggrunden. Klokken er 16, og demonstrationen er i gang.

Opsigtsvækkende klimaaktioner i vente

Der er ikke noget nyt i, at klimaaktivisterne demonstrerer på strøget, det gør de hvert år, eller at de afspærrer en motorvej og efterhånden heller ikke, at de hælder maling på et kunstværk. Den type aktioner har fået bred mediebevågenhed i årevis.

Men både klimaaktivister og forskere forventer, at der vil komme flere og mere radikale klimahandlinger i fremtiden.

– Vi kommer til se nye og overraskende måder at italesætte klimadagsordenen på i Danmark, og der vil også være nogle aktivister, som er villige til at gå meget langt og bruge ulovlige metoder for at få opmærksomhed, siger Lasse Lindekilde, der forsker i aktivisme ved Aarhus Universitet.

FAKTABOKS: HVAD ER AKTIVISME?
Aktivisme er alle de handlinger, man laver for at opnå en ændring i samfundet, der ikke er direkte deltagelse i demokratiet, som når man stemmer til et valg. Det kan omfatte at skrive læserbreve, udføre demonstrationer, skrive under på underskriftsindsamlinger eller at bryde loven. Aktivisme behøver ikke at være knyttet direkte til en politisk protest, men er det ofte.
Der findes også hverdagsaktivisme, som er de små handlinger, man tager privat i hjemmet eller i familien for at være klimabevidst, det er dog ikke dent samme, som den type politiske aktivisme, der der er tale om her.

Samme melding kommer fra flere af landets største klima organisationer, heriblandt Klimabevægelsen, der er en paraplyorganisation, som giver økonomisk og juridisk støtte til en række selvstændige klimaorganisationer, der bruger aktivisme til at fremme deres budskab.

– Når politikerne ikke handler med den fornødne seriøsitet, så stiger desperationen i befolkningen, og så eskalerer aktivismen, siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

Netop politikernes handling, eller manglen derpå, er en torn i øjet på mange aktivister, og en af årsagerne til, at der i fremtiden vil komme flere opsigtsvækkende former for aktivisme.

For selvom klimaet har været et af de øverste punkter på den politiske dagsorden, både hos partier, kandidater og vælgere, ved de seneste valg, så føler klimaaktivisterne ikke, at de løsninger, der er i spil, er tilstrækkelige. 

– Selvom politikerne i folketinget siger, at de gerne vil den grønne omstilling, så er deres handling meget langt fra det, som er nødvendigt, siger Frederik Roland Sandby.

Aktivisternes oplevelse af, at landets politikere ikke tager dem seriøst, kan få dem til at råbe endnu højere. For hvis man føler, man råber for døve ører, tager man ofte vildere metoder i brug.

– Så vil man overveje mere destruktive måder at ytre sit budskab på, set i lyset af at man ikke synes, der er nogen effekt, siger Lasse Lindekilde.

Det er svært at spekulere i præcis, hvordan fremtidens mere ’destruktive’ klimaaktivisme kommer til at se ud, men ifølge Jonas Lieberkind, der forsker i ungdomsaktivisme ved Aarhus Universitet, er der en øget kamp om vores opmærksomhed, hvilket bidrager til at aktivisterne bliver mere opsigtsvækkende. 

– Der er rigtig mange, som slås om vores opmærksomhed, så når man skal have bevågenhed på sin sag, bliver man nødt til at være radikal, derfor er der mange klimaaktivister, der bliver mere kreative i kampen om at få vores opmærksomhed, siger han.

Han fremhæver det at kaste suppe på kunstværker, som en af de nyere, kreative tendenser der har udbredt sig i klimaaktivismen, men påpeger samtidig, at kunstværkerne ofte er beskyttede bag glasvægge, så handlingen er ikke så ødelæggende, som den fremstår. 

– Med det samme er aktivisterne jo ude at sige, at de godt vidste, at der var glasbeskyttelse på, så radikaliteten er stadig begrænset, og i fremtiden vil klimaaktivismen også være kendetegnet ved at være fredelige, men vi kommer også til at se nogle bruge endnu mere ulovlige metoder, siger Lieberkind.

Kan overskygge andre protester

Klimaaktivister har ofte lettere ved at få opmærksomhed på deres politiske dagsorden, end andre græsrodsbevægelser har.

Det skyldes blandt andet, at aktivisterne fremhæver, at klimaudfordringer er så vigtige og universelle, at det skal komme før andre problemer i samfundet.

– Når du hævder, at din politiske sag er mere afgørende og vigtig, end den sag andre kæmper for, så fremstår de andres politiske virkelighed og interesser underordnede, siger Jonas Lieberkind, der mener, at klimakampen også har lettere ved at få opmærksomhed fra politikere og medier, fordi det er et populært emne. 

– I denne tid er det hipt at tale om blandt andet global opvarmning og genbrug, siger han.

Og når klimaaktivister både taler ind i populære tendenser, og samtidig hævder, at deres politiske budskab er vigtigere end andres, så risikerer politikere, medier og resten af befolkningen at overse andre samfundsudfordringer.

– Der er en masse andre problemer og politiske forskelligheder, der bliver overset, når klimakampen løber med overskrifterne, og fordi der er bred enighed om, at det vigtigste er at redde klimaet, siger Jonas Lieberkind.

Det kan, ifølge forskeren, lede til en ulige opdeling af befolkningens opmærksomhed, hvor klimaaktivister får meget taletid i medierne og politik fokus, mens andre politiske bevægelser ikke kan få opmærksomhed på deres problemer, som derfor heller ikke bliver debatteret og løst.

En af de bevægelser, der mærker den konsekvens, er erhvervsuddannelserne, hvis studerende i årevis har kæmpet for bedre finansiering, fordi de oplever nedslidte faciliteter og manglende kompetencer hos deres undervisere.

– Der er bl.a. store udfordringer på erhvervsuddannelserne, som også engagerer unge politisk, men som ikke i samme grad fanger offentlighedens interesse, som klimaet gør, siger Jonas Lieberkind.

Den opfattelse deler Morten Ryom, der nyligt uddannet betonarbejder, og som i 10 år har været engageret i erhvervsuddannelsernes kamp for bedre finansiering, senest som formand for 3F Ungdom.

– Jeg kan mærke, at jeg skal arbejde meget hårdere for at få fokus på vores udfordringer, end universitetsstuderende skal for en klimademonstration, siger han.

Når de laver demonstrationer eller andre aktivistiske handlinger, bliver det ofte dækket af deres egne og andre fagbevægelsers medier, men ellers får de ifølge formanden ikke meget opmærksomhed. Han mener dog ellers, at de er kreative og radikale, i deres forsøg på at råbe politikere og resten af Danmark op.

– Vi har muret døren til undervisningsministeriet til i protest, en anden gang havde vi en elefant inde på slotspladsen, men vi bliver bare glemt igen, siger han.

Selv når de slår bredt igennem, som tilbage i maj, hvor lærlingeoprøreret fik stor mediebevågenhed og et løfte fra den daværende Børne- og Undervisningsminister om bedre finansiering, løber det ud i sandet. Erhvervsuddannelserne måtte et par måneder efter deres oprør sande, at deres ønske om flere midler alligevel ikke var en del af regeringens finanslovsudspil.

–  Det føles som uddannelsessnobberi, og som om vores problemer ikke er lige så vigtige som andres, siger Carl Emil Lind Christensen, der er initiativtager til lærlingeoprøret og formand for Dansk Metal Ungdom.

Han oplever, at mange politikere er ligeglade med erhvervsuddannelserne – medmindre det bliver sammenkoblet med klimaudfordringerne.

– Da regeringen sidste år præsenterede de nye klima-erhvervsuddannelser, var der mange politikere, som normalt ikke lytter til os, der pludselig var interesserede, siger han.

I paraplyorganisationen Klimabevægelsen anerkender man risikoen for, at klimakampen kan overskygge andre græsrodsbevægelser, men samtidig mener Frederik Roland Sandby ikke, at man er nået til det punkt endnu – tværtimod.

– Alt opbakning til andre græsrodsbevægelser herfra, men når man ser på alvorligheden i klimaforandringerne, så mener jeg ikke, der er den opmærksomhed, der på bør være på området, siger han.

Jens Villiam Hoff, der har forsket i politisk kommunikation og klimapolitik ved Københavns Universitet, mener også, at klimaforandringerne og aktivisternes handlinger kan tage opmærksomhed fra andre problemer.

– Emner som underbemanding på sygehusene eller forholdene på erhvervsuddannelserne kan få mindre opmærksomhed, fordi klimakampen får mere, siger han.

Men det er værd at have for øje, at klimabevægelsen er begyndt at rumme andre sociale i kampe i sig, mener Hoff. Det kom blandt andet til udtryk for nylig ved årets klimatopmøde, COP 27 i Sharm el Sheikh i Egypten, hvor der indgik en del overvejelser om den sociale lighed i klimaforandringerne.

– Blandt andet at folk med lave indkomster er i højere risiko for at bo i miljøbelastede områder, eller at rigere lande skal betale klimaerstatning til fattigere lande, siger Hoff.

Til trods for den udvikling, er Morten Ryom ikke fortrøstningsfuld for erhvervsuddannelsernes mulighed for at komme ud med deres budskab gennem aktivisme.

–  Man bliver næsten helt depressiv, og får følelse af, at man ikke kan ændre noget, fordi vi er så vant til ikke at blive hørt, siger han.

”Jeg elsker Black Friday”

En usædvanlig mørke har lagt sig over Strøget denne fredag eftermiddag, normalt ville en stjernehimmel af julelys hænge over gaden og oplyse de mange handlende, men ikke i år. Energikrisen har forceret handelsforeningen til at tænde julelysene to uger senere end normalt, og derfor er det svært at læse klimademonstranternes medbragte skilte, i det de er nået til en snæver passage.

Mellem en kinesisk buffet og en skoforretning møder bedsteforældrenes rollatormur for første gang modstand. En gruppe af unge mænd bliver presset til siden og må træde ind i en butik for at lade muren passere. Med høj hastighed flyver et objekt gennem luften i retning mod demonstranterne, der stopper forvirrede op. Endnu et kommer flyvende.

Det stammer fra de unge mænd, der blev presset til siden, som nu kaster flødekarameller efter demonstranterne, mens de smågriner.

– Jeg elsker Black Friday, råber en af de unge.

– Fuck jer, supplerer en anden.

Karamel-kast og tilråb gør ikke noget for Mogens Jørgensen, der anser det for at være en forudsætning for at bedrive aktivisme.

– Det er selvfølgelig ikke i orden, men vi laver jo en forstyrrelse, og så må man forvente at nogle reagerer på det, siger han.

En mor sætter hastigt sine indkøbsposer på jorden og finder telefonen frem for at filme den forbipasserende demonstration. Det er hun ikke den eneste, der gør. Flere af dem som har valgt at tage en tidlig julevandring ned ad strøget, stopper op for at tage billeder og videoer af rollatormuren, og den reaktion er Mogens Jørgensen og flere af de andre demonstranter godt tilfreds med.

– Det er bare med til at udbrede vores budskab endnu mere. Nogle af dem, der filmer, kommer også op og stiller os spørgsmål, siger han.

Han frygter ikke, at det klimaaktivismen kan tage så meget opmærksomhed, at andre bevægelser ikke kan sætte fokus på deres politiske dagsorden.

– Selvfølgelig er der en risiko, men jeg tror ikke det er aktuelt. Det er vigtigt, at vi har fået gjort opmærksom på klimaudfordringerne, for de skal løses nu, siger han.

Længere fremme hos de unge Fridays For Future demonstranter synes den 19-årige gymnasieelev Martha Palving ikke, det giver mening at tale om andre samfundsudfordringer, før klimakrisen er løst.

– Racisme, sexisme og mange andre problemer er pludselig ligegyldige, hvis ikke vi har en klode at leve på.

Derfor er hun heller ikke bange for at tage for meget opmærksomhed, tværtimod, er det derfor, hun er på Strøget.

– Der er så mange mennesker vi kan nå ud til med vores budskab med herinde, og det er så fantastisk, siger hun.  

Klimaaktivister har indflydelse

Når klimaaktivisme kan få mere opmærksomhed, end andre græsrodsbevægelser kan, kommer vi sandsynligvis ikke til at se mindre af den i fremtiden. Særligt fordi aktivisterne faktisk har en stor effekt på den klimapolitik, der i sidste ende bliver implementeret i Danmark – til trods for at de ofte selv er utilfredse med omfanget.

I 2019 vedtog regeringen sammen med folketingets øvrige partier, på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige, en klimalov, der satte en ambition om, at Danmark skal reducere drivhusgasudledningerne med 70 procent frem mod 2030.

Netop den lov stammer fra klimaaktivister, der startede et borgerforslag om at vedtage en klimalov. Det borgerforslag fik over de 50.000 nødvendige underskrifter, der skal til, for at folketinget skal behandle det.

– Klimaloven var ikke kommet i stand uden et pres fra aktivister og græsrodsorganisationer, der blandt andet med borgerforslaget, pressede folketinget til at vedtage en klimalov, siger Jens Villiam Hoff, der forsker i klimapolitik ved Københavns Universitet.

Selve klimalovens hovedambition, at reducere drivhusgasudledninger med 70 procent, kommer oprindeligt fra Greenpeace, der udregnede, hvor meget Danmark skal reducere sin udledning med for at leve op til Paris-aftalen, og her kom de frem til 70 procent.

– Det er en græsrodsberegning, der endte med at blive skrevet direkte ind i en lov, så aktivister og græsrodsbevægelser kan have en stor indflydelse på den politik, der bliver ført, siger Jens Villiam Hoff.

Når det lykkedes aktivister at sætte klimaet højt på den politiske dagsorden, skyldes det blandt andet, at klimabevægelsen indeholder de fire ingredienser, som forskning viser, der skal til for at opnå politisk ændring med sin protest. 

– Man skal vise omverdenen, at der er tale om en retfærdig sag, at vi står sammen, at der er mange af os, og at vi er forpligtede til den, siger Lasse Lindekilde.

Han mener, klimabevægelsen indeholder alle elementerne, og fremhæver, at forpligtelse til sagen har været en tydelig del af protesten, siden Gretha Thunberg startede sin skole strejke for klimaet foran den svenske Riksdag i 2018.

–  Hvis man formår at vise, at hver eneste fredag, ligegyldigt vintervejr og hvordan vi bliver behandlet, så står vi bag det her standpunkt, så er der stor sandsynlighed for, at man kommer igennem med sit budskab, siger han.

To af de andre elementer, sagens værdighed og sammenholdet i bevægelsen, bliver opfyldt og forstærket af, at udfordringerne fra klimaforandringerne kan påvirke hele klodens befolkning.

– Det handler jo om de næste generationers overlevelse, de får en meget dyster fremtid, hvis ikke vi får tacklet de her problemer, og det får mange til at engagere sig, siger Jens Villiam Hoff.

Flere klimaaktivister på vej

Der er endnu flere danskere, der melder sig under klimaaktivismens faner i øjeblikket, sådan lyder meldingen fra medlemmer af Green Peace, Extinction Rebellion og Bedsteforældrenes Klimaaktion, der alle oplever en fremgang i antallet af frivillige og aktivister i deres organisation.

Hos paraplyorganisationen Klimabevægelsen har man også et klart indtryk af, at der er kommet flere aktivister til de seneste par år, fortæller sekretariatsleder Frederik Roland Sandby.

– Vi kan mærke, at der er en stigende interesse for klimasagen, der er flere som vil være medlemmer og bruge deres fritid på at gøre en forskel for klimaet, siger han.

Det er dog svært at give et præcist billede af, hvor mange danskere der udfører aktivistiske handlinger i klimaets navn. Flere klimaorganisationer er løst struktureret og har ikke et samlet tal over deres medlemmer. Omvendt er det ikke alle klimaaktivister, der er tilknyttet en organisation.

– Der er et spænd i klimaaktivister fra nogle, som er tilknyttet i et begrænset omfang og eksempelvis bare dukker op til en demonstration, over til folk, som er medlemmer af etablerede organisationer, siger Jens Villiam Hoff.

Derfor findes der ikke et tal for, hvor mange danskere der er klimaaktivister, men når flere organisationer oplever fremgang, kan det være fordi, flere har en oplevelse af, at en stemme til folketingsvalget ikke bidrager nok til den grønne omstilling.

–  Hvis man ikke oplever, at det hjælper ens politiske sag at stemme til valget, så går man ud på gaden og råber det i stedet, siger Lasse Lindekilde.

Ingen anden udvej

Rollatormuren snegler sig ned gennem strøget, alligevel formår den at indhente de unge demonstranter fra Fridays For Future, der ellers have fået besked på at holde en behørig afstand til resten af demonstrationen. De unge kvinder sætter tempoet op og passerer Storkespringvandet, mens deres stemmer maler et fonetisk skræmmebillede for de handlende på den omkringliggende plads.

– Black Friday, det er skidt! Det rene forbrugsmareridt!

Mens flere af de ældre demonstranter fra Bedsteforældrenes Klimaaktion er ved at gå ud af deres gode skind over kampråbene, overlader Mogens Jørgensen sin rollator til en meddemonstrant og trækker sig lidt tilbage i menneskemængden bag rollatormuren.

Han synes ikke man skal provokere, forstyrre eller bruge ulovlige metoder i sin aktivisme.

– Jeg tror det har den modsatte effekt, for så er man jo slet ikke modtagelig overfor et budskab, siger han.

20 meter længere fremme hos de unge demonstranter har piben en helt anden lyd. Flere af de unge kvinder fortæller, at de har været med til at afspærre broer og bruge andre ulovlige metoder i klimaaktivismens navn.

– Som klimasituationen er lige nu, kan jeg ikke se anden udvej, siger Friday For Future-demonstranternes kontaktperson, Martha Palving.

Fremtiden er civilt ulydig

Civil ulydighed er en af de metoder, som forskere forventer, at klimaaktivister vil benytte oftere for at komme til at slå igennem med deres politiske budskab.

– Vi kommer til at se mere civil ulydighed, fordi klimaaktivisterne mener, at der er brug for langt større ændringer, end der har været indtil nu, siger Jens Villiam Hoff.

FAKTABOKS: HVAD BETYDER CIVIL ULYDIGHED?

Civil Ulydighed kan anskues som en af de metoder, aktivister anvender til at opnå den ændring, de ønsker at se i samfundet.
Civil ulydighed indebærer at bryde love, regler eller anvisninger fra myndigheder på fredelig vis, som led i sin politiske protest. Det er kutyme indenfor civil ulydighed, at man anerkender og accepterer sin eventuelle straf for at bryde loven. Selvom civil ulydighed som udgangspunkt er fredelig, kan det godt indebære hærværk.

Og der er langt fra klimaaktivisters politiske ønsker, til hvad der er realistisk at få gennemført i det danske folketing. Generelt har klimaorganisationerne et ønske om hurtigst muligt at ned- eller omlægge Co2-tung produktion i Danmark, som landbruget og byggeindustrien, samt at nedbringe det private forbrug.

Det vil dog med overvejende sandsynlighed føre til en nedgang i landets økonomi, og det er ikke appetitligt for størstedelen af politikerne i folketinget, påpeger Jens Villiam Hoff. 

– Så snart man siger minusvækst til politikere, så rejser hårene sig og de får knopper over det hele. Det er stadig et no-go, som vi ikke kan tale om.

Det frustrerer René Fanø Pedersen, der til daglig er gymnasielærer og familiefar, men som de seneste tre år også har været medlem af Extinction Rebellion, hvor han har arrangeret og deltaget i flere civilt ulydige aktioner, senest var han med til at afbryde partileder-debatten på DR1 tilbage i oktober.

– Vi gør alt, vi kan, for at råbe klimakrisen op, for den er så alvorlig nu, at man bliver nødt til at tage alle metoder i brug, siger han.

Han har sendt flere artikler ind til danske medier for at råbe klimaforandringerne op, men først da der blev taget et billede af ham, mens han bliver arresteret i en civilt ulydig aktion og båret væk fra Christiansborg af to betjente, blev hans artikel udgivet.

– Det er jo lidt medieluder-agtigt at lave civil ulydighed, vi gør det for at få opmærksomhed, og det virker, konkluderer han.

Det vides ikke, hvornår civil ulydighed først blev anvendt i dansk klimaaktivisme, men Greenpeace mener, at være blandt de første til at bryde loven for at få opmærksomhed på klimaforandringerne.

– For 15 år siden var det stort set kun os, der brugte civil ulydighed som et politisk værktøj, siger generalsekretær i Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen. 

Siden da er mange nye organisationer og løsere græsrodsbevægelser, der anvender civil ulydighed i deres aktivisme, kommet til. Greenpeace har nu medarbejdere til at koordinere aktioner og indsatser mellem de mange forskellige organisationer, og fælles for dem er, at de synes, det er svært at komme igennem med deres budskab uden at bruge civil ulydighed.

– Vi har ikke store økonomiske ressourcer, vi kan ikke ansætte professionelle lobbyister i hobetal, som andre interesseorganisationer kan, derfor bruger vi civil ulydighed til at få opmærksomhed, siger Mads Flarup Christensen. 

Det er ikke kun kampen om opmærksomheden, der bidrager til, at aktivister bliver mere lovbrydende. Også de fællesskaber, som klimaaktivisterne opbygger med hinanden, gør dem mere tilbøjelige til at begå civil ulydighed. Det sker, fordi fællesskabet med tiden kommer til at fylde lige så meget for aktivisten, som den politiske dagsorden gør.

– Aktivismen bliver en del af ens identitet i takt med, at man bruger mere tid på det og får et netværk af ligesindede, og så bliver man også villig til at tage flere risici, fordi man gør det sammen med nogen, man holder af, siger Lasse Lindekilde. 

For René Fanø Pedersen har fællesskabet også været en positiv overraskelse, selvom om det ikke er årsagen til, at han begyndte med at lave civilt ulydig aktivisme. 

– Da jeg startede, var der ikke for at finde et fællesskab, men jeg har måtte sande, at det er utroligt rart at møde nogle ligesindede, siger han.

En ny generation er på vej

Når det forventes, at der kommer mere civil ulydighed i fremtiden, skyldes det også, at unge danskere har en større interesse i verden omkring dem, end tidligere generationer havde. 

– Unge er i højere grad engagerede i ting, der rækker ud over dem selv. De er meget mere samfundsengagerede end de var i eksempelvis halvfemserne, siger Jonas Lieberkind.

Det kan hænge sammen med, at der i halvfemserne var en klar opdeling i det politiske landskab mellem en højre- og en venstrefløj. Det afholdt mange unge fra at deltage i den politiske debat, fordi de søgte løsninger, som ikke fandtes på de traditionelle politiske fløje.

Men i løbet af de seneste 15-20 år, er der opstået en ny type af politiske kampe, der ikke har rod i den klassiske fløjpolitik. Her er klimakrisen en af de samfundsproblematikker, der appellerer til unge, fordi den kræver en helhedsorienteret tilgang.

– Klimaet er en universel kamp. Det er et spørgsmål om liv og død. Enten finder vi en løsning sammen, eller også mister vi alt, siger Jonas Lieberkind om de unges anskuelse af klimakrisen.

Det er bemærkelsesværdigt, at der forventes mere civil ulydighed og klimaaktivisme i fremtiden, fordi Danmark, ifølge Lieberkind, ikke har den store tradition for politisk protest. I stedet er vi opdraget til at overlade samfundsproblemerne til velfærdsstaten, men for de unge klimaaktivister, er deres protest også en modreaktion på det samfund, som de er vokset op i, hvor individuelle præstationer fylder meget.

– De reagerer imod den individualisering, de er underlagt. De ser kloden som noget kollektivt og socialt. Det er en generation, der rent faktisk mener, det er vigtigt at drøfte og diskutere noget, som er fælles for os, siger han.

Selvom klimaet er vigtigt for en bred del af den danske ungdom, er det dog kun en ressourcestærk minoritet, der bruger civil ulydighed for at nå deres politiske mål.

De unge klimaaktivister, der går på gaden og begår civil ulydighed, er ifølge Lieberkinds forskning særligt koncentreret omkring universitetsmiljøerne i de større byer, og det skyldes til dels, at klimaområdet har et højt kompleksitetsniveau.

– Klima er langt hen ad vejen en abstrakt problematik for mange unge i Danmark, og det sætter store krav til deres boglige færdigheder, hvis de vil forstå dens problemer og løsninger i dybden, siger han.  

Selvom det ikke kun er unge, der bruger ulovlige metoder i deres klimaaktivisme, har de ældre aktivister ofte nogle lavpraktiske udfordringer, der begrænser dem i at begå civil ulydighed, mener Alex Larsen, der er pensionist og aktivist for Bedsteforældrenes Klimaaktion. 

– Vi er for gamle til at blive arresteret og sidde i et futtog, det kan vores kroppe ikke holde til, siger han.

Uanset alder, stammer behovet for at begå i civil ulydighed i sin aktivisme fra et moralsk ansvar for at passe på naturen og kloden, mener Jakob Wolf, der forsker i etik og menneskets syn på naturen ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

– Når vi ser udfordringer med klimaet, så føler vi et ansvar for at gøre noget. Selvom det ikke nødvendigvis påvirker os direkte, er vi moralske væsener, der oplever et indre krav om at gøre noget for klimaets skyld, siger han.

Han mener, at klimaaktivisterne har et etisk natursyn, hvilket betyder, at de tilskriver kloden og naturen en værdi, blot fordi den eksisterer – og derfor også skal beskyttes. 

– De har en etisk impuls, der siger, at naturen og klimaet har en værdi og skal bevares, uanset om det har en direkte indvirkning på deres liv eller ej, siger han.

Om det er en etisk impuls, der driver Mogens Jørgensen til at pakke rollatorer sammen og læsse dem i bilen på en kold fredag aften efter demonstrationen, er han ikke sikker på.

Han er aktivist på grund af sine nærmeste og deres fremtid, og derfor er han heller ikke færdig med at arrangere demonstrationer. 

– Jeg er bedstefar, og jeg gør det her for mine børnebørn og deres fremtid, så jeg bliver ved, så længe jeg kan, siger han.